Nails

Minimér risikoen for overeksponering og allergi under neglebehandlingerne

Det er enormt vigtigt, at negleprodukter anvendes korrekt, så der ikke opstår overeksponering under neglebehandlingerne. Dette sikres med grundig uddannelse og den rette viden.

Hvad er allergi og hvorfor kan man udvikle allergi i forbindelse med negleprodukter? 

Allergi er kroppens immunforsvar, der går i alarmberedsskab og danner antistoffer mod et stof kroppen eksponeres for. Dette er egentligt uskadelige stoffer for menneskekroppen, men immunforsvaret fejltolker det som farlige fremmede stoffer og derfor kan overeksponering føre til en allergisk reaktion og livslang allergi. 

I forbindelse med negleprodukter og neglebehandlinger, er det hovedsageligt kontaktallergi vi ser tilfælde af, men der er også eksempler på luftvejsallergi. Der findes flere forskellige stoffer i negleprodukter, der er allergifremkaldende, men det vi ser flest reaktioner på er akrylater. Alle UV-hærdende negleprodukter indeholder akrylater og de er derfor alle allergifremkaldende. Der er dog nogle produkter, der er større risiko for fører til allergi end andre. Akrylater er små molekyler, der nemt kan trænge igennem huden og komme i blodbanen. Riskoen for allergi kan blandt andet mindskes ved at komme akrylater i produktet, der har en større molekylestruktur og derved har sværere ved at trænge gennem huden. EU regulerer jævnligt reglerne for stoffer i kosmetiske produkter for at sikre forbrugernes sikkerhed og mange producenter af negleprodukter arbejder hårdt på at producere bedre og mindre allergifremkaldende produkter. Men DU kan faktisk også gøre meget for at undgå overeksponering og derved minimere risikoen for allergi, hvilket vi vil komme ind på i nedenstående afsnit.

 

Hvordan kan man undgå overeksponering og minimere risikoen for allergi?

1) Vælg din uddannelse og produkter med omhu

At kunne bruge negleprodukter korrekt er nok en af de største faktorer, der spiller ind i forbindelse med allergitilfælde. Dette kan sikres gennem en grundig professionel uddannelse og et dybdegående produktkendskab. 

2) Brug ét komplet neglesystem og følg de tilhørende produktanvisninger

Det er vigtigt at man holder sig til ét komplet neglesystem, herunder den tilhørende UV/LED lampe, base- og topcoats samt farver. Negleprodukter er udviklet forskelligt med forskellige sammensætninger af kemiske stoffer, hvilket gør at hærdningsprocessen* ikke er ens. For at sikre en korrekt gennemhærdning af produkterne og undgå overeksponering, er det derfor essentielt at holde sig til ét system samt at følge dette systems produktanvisninger.

3) Undgå at ramme huden

Kontaktallergi kan faktisk kun opstå, hvis det UV-hærdende negleprodukt i sin flydende form kommer i kontakt med huden. Det er næsten umuligt ikke at ramme huden, men vi kan mindske eksponeringen ved at tage vores forholdsregler. 

  • Hvis du rammer huden, er det vigtigt at du hurtigt får fjernet det uhærdede produkt. Dette kan f.eks. gøre med en nail wipe eller micro brush med cleanser på.
  • Når du har hærdet produktet i UV/LED-lampen, er der et lille klistret lag på overfladen**. Dette omtales med flere forskellige begreber: sticky layer, topfilmen eller inhibitionslaget, som alle dog dækker over det samme. Undervejs i en neglebehandling, er det blandt andet dette lag, der gør at næste lag produkt kan hæfte fast. Men er vi til sidst i behandlingen efter top coat, fjerner vi det med en nail wipe og systemets tilhørende cleanser. Dette lag er faktisk uhærdet produkt og som nævnt tidligere, kan det altså føre til en allergisk reaktion såfremt det kommer på huden. Det er derfor vigtigt at vi er omhyggelige, når vi fjerner dette lag og ikke smører det ud på huden omkring neglen.
  • Undgå at udtørre huden omkring neglene, da det så er nemmere for de allergifremkaldende stoffer at trænge igennem huden. Dette kan f.eks. undgås ved at være meget påpasselige med kun at ramme neglepladen, når vi renser af med cleanser samt at bruge acetoneholdigevæsker med tilsat plejende ingredienser, når vi aftager soak off-produkter.

4) Benyt værnemidler

Når du udfører neglebehandlinger, er det vigtigt at du bruger værnemidler for at skåne både dig selv og dine kunder for unødig eksponering. Med værnemidler menes der handsker, mundbind/-maske, og ikke mindst en god ekstern udsugning.

_______________________________

*Alle geleprodukter indeholder et kemikalie, der kaldes fotoinitiatorer, og det er denne komponent, der reagerer med UV-A-lyset i vores lamper. Når det udsættes for UV-A-lysets bølgelængder, afgiver det en partikel, der kaldes et frit radikal. Denne partikel starter en anden reaktion: polymeriseringsprocessen, også omtalt som hærdningsprocessen. For at sikre den korrekte hærdningsproces skal lampens UV-A-output være afstemt med fotoinitiatorerne i produktet, hvilket betyder, at du ikke kan bruge en hvilken som helst LED-lampe til at opnå den korrekte hærdning. Hvis produktet ikke hærdes korrekt, vil det føre til overeksponering, hvilket kan føre til en allergisk reaktion. Det er derfor vigtigt, at man kun hærder negleprodukterne i den lampe, der er lavet til systemet!

**Topfilmen dannes på grund af ilt. Når der er ilt til stede, blokerer det enderne af de voksende polymerkæder og hæmmer disse kæder i at blive længere. 

___________________

Insight Cosmetics A/S sætter en stor ære i at være forhandlere af nogle af de største og mest anerkendte professionelle neglebrands på verdensplan. Vi forhandler blandt andet CND SHELLAC® som er det eneste patenterede gelpolish-system i verden og SHELLAC® er faktisk også defacto hypoallergenisk. Som virksomhed er vi forpligtet til at registrere og rapportere uønskede effekter, og på trods af mere end 40 millioner SHELLAC®-behandlinger alene i Nordeuropa, har vi mindre end én registrering om året, hvor SHELLAC® har udløst en allerede eksisterende alkylatallergi. Det skyldes ikke kun SHELLAC®s patenterede hybridformel, men især også en grundig undervisning, inden man starter op med behandlingen i salonerne. Såfremt du er interesseret i at høre mere om hvordan du kommer i gang med SHELLAC® eller har du nogle uddybende spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os på info@icgroup.dk eller på 33323322 og så sidder vi klar til at besvare alle de spørgsmål du måtte have.

____________________